
Lørdag var vi fremme i Brisbane kl 12 og var så heldige at i kunne få vores værelse på Brisbane River View Hotel med det samme. Efter at have fået alt vores bagage op på værelset og lige set lidt nærmere på det var det tid til frokost. Da hotellet ligger lige i udkanten af centrum og vi var ved at gå lidt sukkerkolde gik vi ca 2 km fra hotellet og modsat retning af centrum til en Mac D.
Med fulde maver og ny energi i kroppen, fik vi set nærmere på telefonernes bykort. Mens pigerne legede på værelset, lagde vi en plan for eftermiddagen. Vi gik langs kanalen ned og tog havnebussen ind til centrum. En tur på ca. 30 min til vores stop tæt på Brisbane Botanic Garden. En tur der førte os gennem Brisbane snoede kanal forbi lange promenader og masser af liv. Det blev til en tur rundt i parken med en indbygget snackpause til pigerne. Mens pigerne spiste så vi lige pludselig kæmpe store flagremuse der fløj mellem træerne for at spise frugt.

Efter lidt mere leg gik turen ind til hovedgaden for at se lidt nærmere på livet i byen. Der gik ikke længe inden første stop faldt på en lille shop det lavede bobble tea.
Med to bobletea i hånden og efter at kigge lidt nærmere på gade, lys og folk, besluttede vi at gå mod hotellet, en tur på lidt over 5 km, og finde aftensmaden på vej hjem.
Efter vi har gået max 1 km finder Emilia ud af hun skal tisse. Det er heldigvis lige i nærheden af en lille park, for i Australien har vi alle steder oplevet offentlige toiletter i parkerne. Næsten lige meget hvor små de har været.
Da det er klaret går turen videre og der er godt gang i byen og masser af biler da det er lørdag aften og turen hjem for os går forbi en masse barer, natklubber mm. Vi er heldig i en lille sidegade at finde Via He en vietnamesisk restaurant, der serverede Street food. Vi fik rigtig god mad til en ret billig penge, og pigerne var vilde med det.
Søndag morgen beslutter vi at købe morgenbuffet på hotellet og det var super lækkert. Kan helt sikkert anbefales hvis man bor der. Der er alt hvad man kan tænke sig inkl Lurpak smør og mulighed for at lave sin egen pressede appelsinjuice.
Efter morgenmaden gik turen igen på gåben ind til midten af byen for at se det i dagslys. Vi kom forbi Chinatown, som ikke kan siges at være noget der er værd at gå efter. Herefter en tur i Brisbane arcade der minder lidt om Covent Garden i London. Er en masse små/mindre butikker hvor facade mm er i gammel stil. Er super hyggeligt. Den ender så ud i Queen str og alle butikkerne i centrum. Efter lidt kig på facader tog vi i Meyer storcenter for at se om vi kunne finde en ny hagesmæk til Sophia, da vi første aften i Sydney formåede at miste den. Vi var vist lidt trætte efter en lang rejse. Det lykkedes i Target som havde alt mulig godt, men vægtbegrænsninger senere på ferien satte en stopper for købelysten. Da klokken nærmede sig frokost tid fandt vi et foodcourt i centeret. Efter vi havde spist fik Emilia lov at få en kage og hun havde udset sig en japansk hot cake med bønner og matcha, tror mest det var pga farven da den var grøn og lilla. Vi fik hende dog overtalt til at tage en med chokolade. Elsker hendes nysgerrighed til at smage nye ting.

Turen gik videre over Victoria Bridge til Brisbane skiltet og South Bank Parklands. Et utrolig fedt område fyldt med liv. Der er lavet små forhøjninger med kunstgræs man kan sidde på, en kæmpe legeplads til børn i alle aldre, store pools og vandlegeplads er tænkt ind i området med livredder bemanding, lille “strand” stykke, marked, restauranter m.m. Et sted vi sagtens kunne have brugt en hel dag og især Emilia. Sophia nød bare at se på alt det der skete.
Vi valgte at gå over goodwill bridge over i Botanisk have og endnu en legeplads, men med væsentligt færre børn, inden turen gik tilbage mod hotellet og et aftensmad stop på vejen. Denne dag fandt vi i en lille lukket sidegade/afkrog væk fra larm noget koreansk mad. Pigerne var vilde med det og Sophia blev fodret med pinde til stor morskab.
