Vores andet stop her i Vanuatu er øen Espiritu Santo, som ud over de mystiske Blue Holes, også har en af de smukkeste strande i hele det sydvestlige stillehav – Champagne Beach.
Vores første møde med Santo forløber dog ikke helt som forventet. Fremme i den lille lufthavn i Luganville konstaterer vi nemlig at kun 1 af vores 3 stykker bagage var med flyet! For at gøre ondt værre, var det den rygsæk med alt det beskidte vasketøj vi stod med. Så ingen badetøj, kamera eller tandbørster, heldigvis havde vi lidt af vores malaria medicin i denne rygsæk + lidt modermælkserstatning til Sophia i vores håndbagage.
Dette er en meget lille lufthavn, på en lille ø i Stillehavet, der er bare to skranker, og bagagebåndet det er den trækvogn de læsser bagagen ud af flyet på. Vi går hen til en af skrankerne og forhører os om hvordan vi får vores bagage?
Vores taxa chauffør tilbyder at afhente rygsækken og tasken med klapvognen når aftenflyet lander, og få det ombord på en bil som skal i retning mod vores hotel, ca 50 km fra lufthavnen.
Vi sætter os i bilen med vores ene rygsæk, og efter ca 1 times kørsel kommer smilene frem, da vi kører over en bakketop og derfra har fuld udsigt over den smukkeste lagune med hvide strande og fuldstændig turkisblåt vand. Vi drejer væk fra hovedvejen og følger skiltene i retning mod Champagne Beach 😎
Fremme ved hotellet Lonnoc Beach Bungalows fortæller vores chauffør personalet om den manglende bagage, og forsikrer at der nok skal findes en løsning.
Vi bliver vist hen til vores hytte, og her går det for alvor op for os, hvor primitivt tingene foregår herude på kanten af verden. Huset er på, ca 30 m2 og indeholder 3 senge og et bord uden stole – intet andet. Bag en halvmur og et forhæng er toilet, bruseniche (vandet virkede ikke de første 3 dage) samt en lille håndvask. Der er ingen vinduer i huset, det er bare tomme rammer, med insekt net på ydersiden, og et gardin på indersiden. Taget, ja det består af flettede palmeblade med lidt huller hist og her. Elektricitet er der heller ikke noget af, der er dog lys fra en solcelle lampe vi kan tænde og slukke for. Her skal vi bo i 6 nætter, med 30 grader om dagen og 25 om natten!
Se Kenny som ejendomsmægler vise huset frem her: https://youtu.be/A7IqG_iqHvQ
Om det var den manglende bagage som bare havde ødelagt stemningen skal det være usagt, men det var ikke ligefrem kærlighed ved første blik.
Kort tid efter vi var ankommet, kommer en fra hotellet ned til vores hytte og fortæller at en af naboerne skal til lufthavnen og hente nogle gæster der kommer med aftenflyet, samt han vil tage vores bagage med. Aftenen går, men der er stadig ikke nogen tegn på at vores bagage hverken er afhentet, eller på vej? Langsomt kan vi mærke at irritationen bliver afløst af tvivl, på om vi nogensinde får vores bagage at se igen?
Det er meget primitivt herude, så vi har hverken kvittering eller noget, på at vores bagage aldrig nåede frem, kun en taxa chaufførs ord.
Kenny taler om aftenen med med personalet på hotellet, som ringer lidt rundt til forskellige folk – igen bliver vi her bekræftet i hvor lang væk hjemmefra vi er, da telefon signalet her kommer og går lidt som vinden blæser. Flere gange kigger hun bare op, viser os telefonen og siger “no service”
Vi går i seng i den tro at taxa chaufføren som kørte os herud, ikke har kunnet finde nogen som skulle vores vej, og derfor har afhentet vores bagage og bragt det hjem til sig selv.
Næste morgen mens vi spiser morgenmad taler vi med et Australsk par som skal til Luganville (samme by som lufthavnen ligger) og handle lidt forsyninger ind. Vi spørger om vi kan køre med, og det kan vi sagtens.
Vi får samtidig at vide fra personalet at vores bagage er ankommet med morgenflyet – det forklarer samtidig hvorfor gæsterne fra nabo hotellet ikke kunne finde den aftenen før.
Vi maser os alle 7 ind i hotellets Hyundai i10, og kører de omkring 50 km til Luganville. Vi sætter det australske par af inde i byen, og kører selv videre med hotelejeren mod lufthavnen. Tror ikke der kommer ret mange turister med helt små børn til Santo, hvor det nærmest virker som hele øen kender historien om den manglende bagage. Vi bliver i hvert fald meget hurtigt genkendt af nogle chauffører foran lufthavnen, som bekræfter at vores bagage er kommet. Vi fortsætter ind i lufthavnen mod de to skranker. Der står de, fint samlet i et hjørne, helt uskadte. Der er befriende smil hos os begge, for nu, med alle vores ting retur, kan vi begynde at nyde det fuldstændig fantastiske paradis vi er rejst til.
Vi befinder os virkelig på kanten af verden herude, så der er intet der hvor vi bor – kun hotellets restaurant. Alene det at man skal køre 50 km for at veksle penge fortæller vist alt. Så vi er grundige med at handle det ind vi skal bruge til de næste 5 dage: masser af vand, lidt brød og et par dåser tun til en hurtig frokost, insekt spray, lidt øl, bleer mm. Samt et simkort til en lokal udbyder så vi kan opdatere vores blog 😊
Tilbage på hotellet er der én altoverskyggende prioritet, at komme ud at bade og bagefter få noget rent tøj på.
På stranden skal vi lige ud over et lille stykke med knuste koraller før vi rammer den blødeste fine sandbund, det er er virkelig et paradis, og vi har det helt for os selv!
Hotellet er familie ejet, og består af 8 hytter i forskellig størrelse samt en restaurant. Ud over os, er der bare 7 andre gæster, så det vil være synd at sige at stranden er overrandt. Personalet er simpelthen noget af det sødeste og mest service mindet vi nogensinde har oplevet, de vil bare gøre alt for at vores ophold bliver perfekt. De arrangerer ture til en billig penge, de lader os gæster låne køleskabet i restauranten hvis vi har ting vi ønsker at holde kolde, og man kan mod et mindre gebyr låne køkkenet, hvis man selv ønsker at lave mad.
Vi benytter os dog ikke af denne service, men spiser i restauranten hver aften.
På vej op for at spise aftensmad har nogen af de andre gæster tændt et bål på stranden og sidder og får en øl. Vi bestiller vores mad og sætter os hen til bålet, der som en magnet tiltrækker flere af de andre gæster til en hyggelig aften på stranden. Snakken går hurtigt på hvor fantastisk det er at kunne sidde i så smukke omgivelser – bare os. Havde denne strand ligget i Thailand eller Indonesien ville der være 100-vis af mennesker, og stranden været plastret til med store hotel kæder.
Det er virkelig unikt at finde disse næsten uberørte steder, hvor man mere eller mindre bare lever side om side med de lokale.
Hele natten og hele vores dag nummer tre regner det stort set hele tiden, de lokale fortæller at det er yderst unormalt med heldagsregn nu vi er i deres “dry-season”, det er normalt kun noget man oplever under monsunen.
Under så basale boligforhold vi befinder os under her, blev det en lidt lang dag at underholde pigerne. Palmebladstaget begyndte også et enkelt sted at give efter for regnen, så vi måtte stille en tom flaske under, så der ikke blev alt for vådt 😊
Men det hører med, hvis man vil bo herude på kanten af verden. De dage bruseren ikke virker, bader vi bare oppe ved restauranten – i koldt vand, det er det der er. Hos nogle af de andre gæster virker vandet i toilettet ikke, så de har bare en spand stående til at skylle efter med. Den slags tager man ikke så tungt herude, det er nogle helt andre værdier der tæller.
Der render lidt høns, en kat og nogle vilde hunde rundt på området, og om aftenen kan vi ud over bølgerne, hører regnskovens dyr komme ned på stranden til os, hvor de lister rundt mellem husene og spiser. Det er bland andet grise/vildsvin samt køer.
JACKIE’S BLUE HOLE & PORT OLRY
På vores dag nummer 4 har vi booket en tur sammen med et australsk par som bor i en af de andre hytter. Det er hotelejeren selv (Kalmer) som kører os. Efter godt 25 minutters kørsel ankommer vi til et af Espiritu Santos berømte Blue Holes, i virkeligheden bare en sø, men hvor mineraler i jorden gør at vandet bliver fuldstændig blåt.
Igen bliver vi her bekræftet i, hvor uberørt Vanuatu er. Blue Holes er i alle brochurer omkring Vanuatu, men vi er kun os – så igen har vi det hele for os selv. Efter en lille time kommer en minibus med en tysk familie, og senere endnu en anden familie.
Se video fra Jackie’s Blue Hole her: https://youtu.be/904hVZY6b2s
Det er dejligt forfriskende at svømme rundt i det krystalklare vand, og dejligt det for en gangs skyld er ferskvand. Efter ca 2 timers tid kommer Kalmer tilbage og vi sætter kursen mod Port Olry som vi har fået fortalt skulle være fantastisk smukt.
Fantastisk smukt står slet ikke mål, med det syn der møder os da vi stiger ud af bilen. Vi synes selv at vi har rejst mange skønne steder rundt i verden, samt at vi har set lidt af hvert, men det her slår bare alt vi tidligere har set. Palmerne vejer over stranden og det helt turkisblå vand med små ubeboet øer ud for kysten. Som en af vores følgere på Instagram skriver på det billede vi lægger op, ligner det en baggrundsskærm man har på sin computer.
Og igen igen igen, må man bare nive sig selv i armen over hvor uberørt et paradis Vanuatu er, vi befinder os et af de smukkeste steder vi nogensinde har set, og der er måske 10 andre turister ud over os! Det her sted er virkelig unikt.
Vi får taget en masse billeder og spiser en frokost ved en af cafeerne på stranden. Emilia og Sophia leger i sandet, som dog slet ikke står mål med det på vores egen strand, som nærmest er så fint som pulver. Emilia kommer også med Marie en tur ud at bade og hoppe i de store bølger. Efter 2 1/2 time siger vi på gensyn til Port Olry, vi har nemlig allerede booket en ny tur til stedet igen om to dage😊
CHAMPAGNE BEACH
Vores dag nummer 5 på Santo startede blødt ud med en morgen dukkert på stranden efter morgenmaden. Vi havde efterhånden også samlet en masse beskidt vasketøj, så med en spand og to skure børster gik Marie i krig.
Hele årsagen til vi havde valgt at besøge øen Espiritu Santo og bo der hvor vi boede, var nabostranden Champagne Beach. Så efter frokost blev vi enige om at i dag måtte vi altså derover, og se om den nu også var så flot som på billederne. Vi gik videre ud af den lille grusvej vi også selv bor på, i retning mod den berømte Champagne Beach, en gåtur på ca 15 minutters tid. Det var en flot gåtur gennem små landområder hvor, ligesom nede hos os selv, høns, køer og grise går frit omkring.
Stranden ligger på et privatejet stykke land, så man betaler en slags entre for at få adgang til stranden, det blev ca 70 kr for os alle 4 – først ville de også have betaling for Sophia, men Marie fik dem forhandlet ned 😊
Champagne Beach er en flot strand – super flot. Men når man som vi gjorde det, bor på nabostranden, så var den store forskel egentlig kun at de på Champagne Beach rensede stranden for sten og knækkede koraller – resten var det samme.
Sandet var enddog lidt grovere end det på vores egen strand.
Her var til gengæld masser af turister, hvilket vi ikke har været vant til ellers – plejer at kunne have det hele for os selv.
Gik man om bag ved nogle af husene (toilethuse eller cafeer) falmede glansbilledet, her var beskidt, ulækkert og masser af skrald🙁
Vi ender med at bruge omkring 2 timers tid på stranden inden vi går tilbage mod hotellet igen
Se video fra Champagne Beach her: https://youtu.be/vUT66t_NahU
MILLION DOLLAR POINT & RIRI BLUE HOLE
På vores sidste dag på Santo har vi booket en tur med et andet australsk par som bor på hotellet, dagens tur går først til et snorkel/dykkersted de kalder Million Dollar Point. På dette sted dumpede amerikanerne en masse materiel, da de forlod øen efter 2. Verdenskrig. På bunden ligger ud over en masse byggematerialer sunkne skibe, tanks og jeeps mm. Vinden var i den forkerte retning, så der var desværre masser af bølger og dermed dårlig sigtbarhed den dag vi besøgte stedet.
Million dollar point ligger ved hovedbyen Luganville, så ifbm vi var derinde, og havde mulighed for at købe lidt proviant (der er 50 km til købmanden fra vores hotel), blev vi enige om samtidig at spise en frokost.
Sidst vi var i Luganville for at proviantere og ikke mindst hente vores manglende bagage i lufthavnen, blev vi anbefalet et sted af det ene australske par på hotellet – en lille cafe ved navn Allar. De havde meget forskelligt spændende på menukortet, men vi endte begge med en burger, og Emilia med en stor milkshake.
Om det bare er en anden race ko de har herude, eller om det skyldes de bare går frit rundt og spiser hvad de vil af græs, blade og kokosnødder ved vi ikke, men der var virkelig meget smag i deres oksekød – super lækkert.
Næste stop på dagens tur er et af Vanuatus mange Blue Holes, denne gang Riri Blue Hole hvor vi er blevet fortalt at man for at komme hen til søen, først bliver sejlet gennem regnskoven i små udriggerkanoer.
Denne oplevelse var bare helt fantastisk og mindede os om dengang tilbage i 2014 hvor vi besøgte Borneo, – bare uden alle dyrene. At sejle på de her små floder og se hvordan skoven i det ene øjeblik lukker sig ind omkring os, for så at åbne sig helt op igen næste gang floden bugter sig, synes vi bare er en helt fantastisk oplevelse. Efter ca 10 minutter er vi fremme ved Riri Blue Hole. Selve vandet er ikke ligeså flot som det første Blue Hole vi besøgte og adgangsforholdene er mildest talt elendige. Men omgivelserne her dybt inde i junglen er uden sammenligning.
Vi bader og fjoller med Emilia i vandet ca 45 minutters tid inden vi sejler ned af floden igen, i retning mod bilen.
Vi havde egentlig et sidste stop ved Port Olry, men alle var trætte og mætte af oplevelser, så vi kørte bare hjem til hotellet. Pigerne trængte også til lege tid, da vi havde haft meget transport tid på denne tur. Vi lagde et håndklæde ud på græsset foran vores hus, og holdt en lille picnic.
Vi havde i alle de 6 dage vi havde boet på hotellet haft en masse gode oplevelser med to australske par, så på vores sidste aften satte vi to borde sammen i restauranten så vi alle kunne sidde sammen. Det var en super hyggelig aften, de syntes vi var nogle seje forældre der ikke så begrænsninger selvom vi havde små børn, men stadig fulgte vores hjerter ud på nye eventyr. Begge par sagde, at hvis vi nogensinde kom til Australien igen, så kunne vi bare komme og bo hos dem – vi var altid velkomne.
For hver dag vi boede på Lonnoc Beach Bongalows blev vi bare mere og mere forelsket i stedet. Så selvom nye eventyr ventede lige rundt om hjørnet, var det med en vis portion vemod at vi sagde farvel til de andre gæster, og specielt hotelejeren Kalmer og hans kone Louisa som simpelthen bare er de sødeste, varmeste og mest omsorgsfulde mennesker x 1.000
Hvis skæbnens veje en dag fører en forbi Espiritu Santo, må man ikke snyde sig selv for at opleve dette helt unikke paradis.
Danish Travel Family 