Vava’u 🇹🇴

Femte og næstsidste destination på vores rejse rundt i det sydvestlige stillehav er det lille kongerige Tonga, et ørige bestående af 177 øer hvoraf kun de 36 er beboet.

Tager man en globus og sætter en finger på Danmark og en finger på Tonga, så kommer vi herude ikke tættere på at være på den modsatte side af jordkloden.

Men vi er også virkelig langt væk nu, på flyveturen hertil passerede vi den 180. breddegrad, som mange steder også markerer datolinjen. Heldigvis følger Tonga Australien, så i stedet for at skifte dato hedder tidszonen her bare +13.

Men vi er ikke kun rejst en tidszone længere ud, på Fiji sagde vi farvel til Melanesien og er nu rejst ind i Polynesien hvor vi vil opholde os resten af turen, frem til vi igen flyver hjemover mod Danmark.

Vores første stop i Tonga er den nordlige øgruppe Vava’u, hvor vi har booket os ind på den lille ø Mala Island for 6 nætter. Som vi efterhånden har prøvet så mange gange før når vi bor på en lille ø, er hotellet ejet og drevet af en familie som også bor på stedet. Dette er også tilfældet på Mala Island, og det er lige i vores smag. Hotellet består af 5 hytter hvor hver hytte er opdelt i to, derudover har hotellet også en restaurant som samtidig fungerer som reception.

Det virker ikke umiddelbart som om Tonga er mere udviklet end hvad vi har set på Vanuatu eller på Gizo i Salomon Øerne, men hytterne her er bestemt af en højere standard end vi tidligere har set. Huset er fuldstændig tæt, har et rigtigt tag, ruder i vinduerne, elektricitet og et forsøg på varmt vand.

Den høje standard stopper til gengæld også her, alt vi ellers ser på hotellet er virkelig nedslidt. Eksempelvis har vi en propel på værelset, men den kan ikke justeres og kan kun køre i ét tempo, køleskabet er gammelt og halvulækkert (godt vi kun skal opbevare vand) den ene stol på terrassen er knækket, snorkeludstyr er gået i stykker, intet tryk på vandet og sådan kunne vi fortsætte…

Se video af huset her: https://youtu.be/uHmOMGYaGmo

Vi har dog efterhånden levet herude på kanten af verden så længe nu, at vi bare trækker på skuldrene og griner lidt af de ting som mangler eller bare er slidt op. Vi måtte dog op og låne en elkedel da vi skal bruge varmt vand til Sophias sutteflasker.

Vores første dag på Mala går hurtigt, og vi aftaler med personalet af vi gerne vil spise klokken 18:30. Vi kommer ikke til at gå sultne i seng denne aften, for ind kommer 3 x +300g tun bøffer med tilbehør! Vi tæt på foræder os i de lækreste tun bøffer, men må til sidst lade det sidste blive på tallerkenen. Vi aftaler med personalet at de ikke behøver lave en hel ret til Emilia, hun spiser fremover bare med på vores – det andet er simpelthen madspild.

På vores anden dag her på Mala låner vi en af hotellets kajakker og sejler en tur rundt om øen. Kajakken følger samme standard som resten af hotellets udstyr, så da vi 30 minutter senere er tilbage ved stranden hvor vi startede, har den taget så meget vand ind, at hele bagenden nu er under vand. Men vi havde en god tur, afslutningen var måske bare lidt for spændende ifht om vi endte med at måtte svømme i land med pigerne?

Den ting som har stået allerhøjest på Kennys ønskeliste for turen til Tonga, var at komme ud af svømme med pukkelhvaler. Som et af de eneste lande i verden tillader Tonga nemlig at man her må hoppe i vandet til hvalerne.

Kenny fik en sådan tur af pigerne i fødselsdagsgave, og den gave skal indløses på vores dag nummer tre her i Vava’u.

Pukkelhvaler 🐋

Klokken er 7:15 torsdag den 12. September da jeg stiger ombord på den lille hval tourbåd. I båden sidder to franskmænd bosat i Ny Kaledonien og så er vi tre fra vores ø som skal afsted.

Båden sætter kursen sydover mens vi får en kort instruks samt udleveret vores udstyr; våddragt, dykkermaske, snorkel mm. Efter omkring 20 minutter sejler vi ind i det område hvor hvalerne ofte færdes, båden sætter farten ned og spotteren kravler op på taget for at få det bedste udsyn. Der er helt stille på båden mens vi nu stille og roligt bare tøffer afsted, alles øjne er rettet ud over vandet i søgen efter hvalernes udblæsning. Den første time går, uden hverken hvaler eller tegn på hvaler. Der går en time mere – igen uden hverken hvaler eller tegn på hvaler.

Først næsten 3 timer inde i turen ser vi en hval som er oppe efter luft, for derefter at dykke ned igen. Hvalens hud er så olieret, at der i havoverfladen ligger noget der næsten ligner en oliepøl, så båden sejler derhen hvorefter vores spotter stille og roligt glider ned i vandet for at se om hvalen stadig er dernede?

Han svømmer forsigtigt i retning af der hvor vi så hvalen dykke ned, og så kommer tegnet – den er der!

Med en puls på 160 og et adrenalin rush i kroppen jeg sjældent har følt lignende glider jeg ned i vandet og svømmer mod vores instruktør. Vandet er uvirkeligt blåt og klart, jeg kigger ned for at se om jeg kan få øje på hvalen, men ser bare ned i hvad der synes som uendelig blå, tilsat sollysets striber ned gennem vandet. Næsten som jeg er helt henne ved vores instruktør, kommer hvalen til syne nede på 30-40 meters dybde.

Det her er stort – kæmpe stort! Man må simpelthen nive sig selv i armen for at forstå at denne drøm er gået i opfyldelse. Tænk sig at ligge og snorkle rundt, og så kigge ned på en pukkelhval.

Hvalen gør dog ikke meget væsen af sig, den ligger formegentlig bare og slapper af indtil det er tid til endnu en mundfuld luft. Efter ca 12-15 minutter kan vi se at hvalen begynder at bevæge på sig, den lægger sig lodret i vandet og svømmer nu mod overfladen – det er tid til luft.

Hvalen kommer op kun få meter fra os, blæser ud og dykker så ned igen.

At en fuldvoksen pukkelhval er et stort dyr kommer næppe bag på nogen, men når man ligger i havoverfladen kun få meter fra den, så er det virkelig et kæmpe dyr!

At se hvalen så tæt på, var det absolute klimaks på turen.

Tonga er sammen med Tahiti det eneste sted i verden der tillader at man hopper i vandet til hvalerne, og selv her er reglerne klare – max 4 personer i vandet samtidig. Så da vi har været i vandet omkring 20 minutter bytter vi rundt med en søster båd som i mellemtiden er dukket op. De er 8 ombord på denne båd, så der går omkring 45 minutter før vi kommer i vandet igen. Da alle har været i vandet to gange, bliver vi enige om at give hvalen ro og sejle videre i søgning efter en ny hval. Det vi helst vi finde, er selvfølgelig en mor med sin få uger gamle kalv.

Vi ser masser af hvaler, rygfinner, udblæs og halefinner som dykker, men at finde en hval midt i det sydvestlige stillehav er som at finde en nål i en høstak. Vi får dog sporet os ind på to voksne hvaler, men de dykker så snart vi kommer i vandet til dem. Så det bliver aldrig rigtig til mere end denne ene hval, selvom turen varer mere end 7 timer.

Jeg har dog allerede skrevet til en operatør på den næste ø vi rejser til, for at høre om de har nogen ledige ture, for så tager jeg gerne en tur mere, og så skal Marie også prøve.

Mens Kenny var afsted ude at svømme med hvaler, var Marie og pigerne tilbage på øen hvor de fik leget en masse i sandet med hotelejernes tre børn. Selvom børnene er hhv 8, 11 og 12 er de meget interesseret i at lege med Emilia og Sophia og deres sandting. De får også øvet deres engelsk en masse ved at fortælle om dem, deres liv og spørge ind til os. Det endte med at næsten hver gang vi var i sandet og lege kom minimum et af børnene og legede med. Det blev også til hygge med spil på værelset, mens Sophia fik taget en lur.

På vores dag nummer 4 har vi aftalt at vi gerne vil en tur ind til byen efter lidt forsyninger. Der er varmt på Tonga – virkelig varmt, så vi har allerede næsten drukket de 9 liter vand vi købte på vej hertil.

Vejret har været lidt omskifteligt denne dag, og mens vi er inde i den første butik efter solcreme til pigerne begynder det at regne – tropisk regne!

Det vælter ned med vand, og hurtigt bliver vejkanten nærmest til små floder vi med pigerne i armene må hoppe henover når vi skal krydse vejen. Vi får købt de ting vi skal og mødes så med hotelejeren Nesja på en cafe, det er ikke helt stoppet med at regne, så vi aftaler lige at give regnen 5 minutter mere. Da regnen er stilnet af går vi ned mod båden, turen tilbage til hotellet starter også tør, men desværre har regnen kurs mod vores ø, så vi når at indhente den på vejen hjem. Gennemblødte når vi tilbage til vores ø, hvor alle må en tur op og skifte tøj fra inderst til yderst. Men vi fik vores varer, vand og blandt andet erstatning til Sophia, så der var ingen vej udenom.

På vores dag nummer 5 havde Kenny booket en dykkertur, så han var igen afsted fra morgenstunden. Op ad formiddagen er han retur igen, med et kæmpe smil på læben – det havde bare været det fedeste dyk!

Det første sted de kommer ned, ligger en stor flok barracuda er og jager i udkanten af revet, på vej ned mod bunden møder han en havskildpadde, og helt nede på bunden ser han to store plettede Eagle Rays (rokker) som jager på revet. Som afslutning ser de også en stor rev haj på jagt efter lidt morgenmad.

Dykning herude er virkelig flot, vandet er krystal klart og slår alt vi tidligere har set både i Vanuatu og på Salomon Øerne. Selv nede på 27 meter er vandet lyst og klart, som svømmede man rundt i et stort akvarie.

Dyk nummer to er på lidt lavere vand, max 22 meter, med små huler og klippeformationer på bunden man kan dykke ned i og svømme igennem, vi ser ingen store dyr på dette dyk, kun en lille haj samt massevis af flotte og farvestrålende fisk.

Hjemme på øen igen tager pigerne imod, og resten af dagen bliver brugt med hygge på stranden.

Vores dag nummer 5 her i Tonga er en søndag, og om søndagen er alt lukket – ALT. Selv lufthavnen er lukket, så der flyver ingen fly hverken til eller fra Tonga om søndagen. Det er kun hotellerne som må holde åbent.

Vi havde egentlig planlagt at sejle en tur med hotelejeren rundt og se nogle af de små øer, men vejret er lidt ustadigt fra morgenstunden, så det bliver aldrig til noget – vi har jo også allerede en gang prøvet at blive fanget i regnen mens vi var ude at sejle.

Så dagen bliver bare brugt på øen, først på stranden og så lidt tid i vores hytte.

Mandag er det tid til at rejse videre sydpå til øen Tongatapu, vi har et fly 14:30 så afgang fra hotellet er allerede klokken 12. Når man rejser med to små piger i en del af verden hvor børn og familie er den altoverskyggende værdi i livet, så træder vi også lige ind i hjerterne på mange af de folk vi møder. Det er derfor et rørende farvel med familien på hotellet, som allesammen lige skulle holde Sophia en sidste gang. Børnene som Emilia havde leget en del med mens vi boede der, kom også allesammen ned på stranden og vinkede farvel da vi sejlede.