Tongatapu 🇹🇴

Vores andet og sidste stopher i Tonga ligger på hovedøen Tongatapu, en lille times flyvning syd for Vava’u.

Tonga har deres eget flyselskab REALtonga og vi kan huske fra den gang vi bookede billetterne at det var en anelse besværligt. For det første kan billetter kun bookes på flyselskabets egen hjemmeside, hvor man blandt andet skulle indtaste estimeret vægt for både bagage og passagerer. Stabilitet kæmper man tilsyneladende også med, vi hører i hvert fald flere steder fra, at fly uden varsel bliver aflyst eller forsinket nærmest dagligt. Vores tur går selvfølgelig heller ikke lige efter bogen.

Vi ved fra tidligere at vi skal være opmærksomme på bagage vægt når vi flyver indenrigs med de små selskaber (grænsen hed 10 kg pr person i Vanuatu og 16 kg på Salomon Øerne), men forud for vores flyvning modtager vi en mail, hvori det fremgår hvor mange kilo vi må have med, samt at max vægt pr stk bagage er 32 kg.

Selvom vi er 4 mennesker, har vi kun 2 rygsække, og de bliver altid pakket således at den store blå som Kenny bærer vejer ca 25 kg og den grønne som Marie har ca 15 kg. Denne er flyvning er vores 13. på denne tur, så vi har efterhånden en ret god ide om hvad vores bagage vejer.

Men pludselig vejer vores bagage nu alt for meget, og de 32 kg som fremgår i mailen er en fejl – de har byttet rundt på tallene, og det rigtige tal er 23 kg!?

Så på trods af vi ikke længere slæber rundt på malaria piller til en måneds forbrug, har brugt det meste af vores solcreme mm, så vejer taskerne nu 3 kg mere end da vi forlod København?

Det er umuligt at flytte mere over i den grønne taske, så løsningen ligner længe at vi må betale for overvægt, selvom vi delt ud pr person ligger langt under de kg vi må medbringe. Vi nægter simpelthen at betale for en fejl flyselskabet har lavet, og henholder os til at de selv har oplyst grænsen værende 32 kg – de er dog hverken til at hugge eller stikke i, og virker nærmest fuldstændig ligeglade med at de har lavet en fejl. Vores klapvogn ligger i en rejsetaske, så vi spørger om vi kan flytte noget tøj over til klapvognen? Det må vi gerne, og sådan bliver problemet løst – bare tåbeligt vi skal bruge 20 minutter på sådan noget fis, det giver jo det samme i sidste ende.

Da vi langt om længe får vores håndskrevne boardingkort, får vi samtidig også lige at vide at flyet er 1 time forsinket…

Vi har efterhånden prøvet en del mindre fly på denne tur, og Tonga bidrager med et mere til samlingen, denne gang af svensk fabrikat i form af en SAAB 340b. Flyet har plads til hele 34 passagerer og virker nu egentlig ret moderne. Flyet har 11 rækker, de første 10 med et enkeltsæde på den ene side af gangen og et dobbeltsæde på den anden, bageste række har hele 4 sammenhængende sæder.

Det er tit at de chauffører som henter i lufthavnen skal have flere passagerer med i samme retning, så da vores fly er forsinket er chaufføren kørt afsted med andre gæster. Det medvirker at da vi ankommer, er der ingen for at samle os op?

Det er ikke et hotel vi bor på denne gang, men mere et sommerhus vi har lejet. Så da chaufføren har vores nøgle er der ikke andet for end at vente. Alle kender dog alle herude, så hurtigt finder de andre chauffører frem til hvem der skal afhente os, og får ham ringet op. Han siger at han er på vej, og vil hente os om 10 minutter.

Efter ca 25 minutter kommer vores chauffør og vi sætter kursen mod vores hus som ligger på øens vestkyst ved Ha’atafu Beach – en strand hvorfra det skulle være muligt at spotte hvalerne når de passerer forbi. På vej dertil gør vi vanen tro et par stop, så vi kan få handlet ind ifht vand, morgenmad mm.

Huset er stort og har både en stue, køkken og 2 soveværelser, så det er virkelig rart at have lidt plads, og ikke være tvunget til altid at sidde i en seng. Da det ikke er et hotel er her selvfølgelig heller ikke nogen restaurant, men vi får at vide at der skulle ligge et godt spisested ca 400 meter nede af stranden. Det viser sig dog at være noget længere, oven i det er sandet meget løst, så hvert eneste skridt synker 15-20 cm ned + stranden skråner en hel del. Så at gå på stranden er ligeså hårdt som når man skal over den sidste klitrække ved Vesterhavet hvor ens fødder konstant synker ned i sandet – bare 650 meter hver vej.

Det viser sig heldigvis at være turen værd. Restauranten er super god, og til meget fair priser. Vi ender med at spise der hver dag vi bor i huset.

Onsdag blev det Marie’s tur til at svømme med pukkelhvaler. Så kl. 7.45 blev hun hentet og efter at have fundet udstyr mm var det kl 9 tid til at gå i båden. Vi var 8 med ud over “kaptajn”, guide og scouter. Dagen på vandet skulle dog vise sig at blive hård da det lige netop denne dag var overskyet og ret blæsende. Efter lidt over en time på vandet finder vi de første pukkelhvaler og stemningen i båden er høj. Det viser sig være en gruppe på tre bestående af mor, kalv og mandlig følge. Efter noget tid virker det til at hvalerne har besluttet sig for at lege for os. Den ene ligger og slår med den ene finne i vandet flere gange. Vi gør os klar med udstyr til kaptajnen siger go for at gå i vandet. Da vi tror vi skal i vandet og pulsen er helt oppe, nærmer en anden båd sig og sejler over der hvor hvalerne er, med resultat af at de svømmer videre… så nu følger vi dem fra båden forsigtigt og ser hvordan de fortsat leger i vandet lige ved siden af os og hold da op hvor er det en fed oplevelse. Vi kommer dog først i vandet ved denne gruppe hvaler en times tid efter vi har gjort os klar. Da vi får svømmet hen til hvalerne beslutter de sig for at skulle videre, så svømmeturen i høje bølger var denne gang forgæves. 15 min senere og et nyt sted på havet er det gruppe 2 tur til at komme i vandet, men med samme resultat. På dette tidspunkt er jeg desværre blevet godt søsyg af den meget høje søgang. Bølgerne er denne dag så høje at man ind i mellem kan mærke stænk fra dem i hovedhøjde på båden.

Vi beslutter at finde lidt læ for bølger og få frokost. Det med læ lykkedes ikke rigtig, så jeg springer frokosten over og prøver bare at hvile mig og få varmen. Maveindholdet er forlængst væk.

Vi sejler videre og leder efter hvaler da vi får melding om at en anden båd har fundet mor og kalv der ligger stille i vandet og vi kan overtage deres plads når de er færdige. Båden ligger stand-by og da vi får go, er det hurtigt med at gøre sig klar med udstyr til en tur i vandet. Vi kommer tæt på hvalerne og får go af kaptajnen til at hoppe i. Så efter en hård svømmmetur i meget høje bølger der vælter ned over mig og giver rigtig meget vand i snorklen er jeg fremme ved hvalerne. Moren ligger og sover nede i vandet mens kalven vil lege med os. Nogle fra gruppen bliver lige frem ramt af dens finne.

Mens vi kommer tilbage til båden og den næste gruppe i. Leger kalven videre med vores guide der flere gange må skubbe sig væk fra den, da den gerne vil “kramme” hende.

Er som om at turen i vandet med hvalerne har kureret søsyge og kulde hos mig. Jeg er dog endt med nogle helt smadrede ben, skyldes dog primært flere timer med kulderystelser primært i benene forsaget af søsyge. Så kan nyde turen tilbage til havnen som byder på uventede voldsomme manøvreringer med båden for at undgå at kæntre i de meget store bølger.

Mens Marie var afsted for at prøve at svømme med pukkelhvaler, og det Kennys tur til at have en hyggedag alene med pigerne. Vejret var dog kedeligt og ret blæsende den første halvdel af dagen, så vi blev bare i huset og legede. Da Sophia havde sovet sin første lur gik vi op til den lille købmand oppe ad vejen, Emilia havde været der med Marie dagen før, så hun viste stolt hvilken vej vi skulle gå.

Efter frokost klarede vejret op og vi kunne gå på stranden og lege frem til Marie kom hjem.

Om aftenen havde vi booket bord på restauranten nede ad stranden, som havde noget buffet med tilhørende show, det startede først klokken 20:00 så det var lidt sent for pigerne, men de klarede det super fint.

Det var traditionel Tongansk buffet, med helstegt pattegris, forskellige rodfrugter og seafood. Ganske udemærket og rart for en gangs skyld at have et udvalg med både salatbar og kagebord. Mange steder vi har boet på denne tur har der ikke engang været en menu, aftensmaden bestod af det fiskerne havde fanget den pågældende dag. Arrangementet var med forskellig optræden med lokal musik og danse. Herrernes danse var, som vi har set det både på Vanuatu og Fiji inspireret af jagt og krigshandling. Kvindernes var mere ovre i noget indisk/Bollywood. Musikken var virkelig sin egen stil, på den ene side havde den noget storhed over sig ala den man finder i blandt andet arabisk musik, bare tilsat jungletrommer og DJ Ötzi?

Vi havde en super god aften, selvom det blev sent og vi måtte bære to trætte piger hele vejen hjem via stranden.

Torsdag var det Kennys tur til endnu en gang at tage afsted ud og svømme med pukkelhvaler, vinden havde heldigvis lagt sig lidt ifht dagen før, så det tegnede godt.

I modsætning til Marie kom han afsted med den store båd, som trods alt burde være noget mere stabil i vandet.

Der var 18 tilmeldt dagens tur, så med max 4 personer i vandet samtidig, blev vi inddelt i 5 hold. Kenny kom på hold nummer 1, og skulle dermed være stand-by fra start. Ligesom på turen i Vava’u ugen forinden, lod hvalerne igen vente på sig. Efter godt to timer finder de det vi allerhelst vil se, en mor og hendes kalv. Vi glider i vandet og svømmer ivrigt i retning af vores instruktør, og der ligger de så, en kæmpe pukkelhval mor på omkring 20 meter, og hendes få uger gamle kalv.

På det her tidspunkt kunne jeg simpelthen ikke bede om mere når der gjaldt pukkelhvaler, med oplevelserne fra Vava’u + nu mor og unge var min oplevelse komplet – men denne dag var langtfra slut endnu…

De voksne pukkelhvaler kan holde vejret i op til 18 minutter, hvorimod ungerne skal op efter luft hvert 5-7 minut. Hvad der lige gjorde udfaldet ved vi ikke, men efter ungen har været oppe efter luft, svømmer den og moderen væk?

Tilbage på båden går timerne mens de andre hold utålmodigt venter på det bliver deres tur, vi når frem til frokosttid – stadig ingen hvaler som vil lade os komme tæt på. Klokken når at blive 14 før vi endelig finder en hval som gider os, igen er det en mor med hendes unge, og ungen er i den grad i hopla!

Lad os lige ridse lidt fakta op. Pukkelhvalen er klodens femte største dyr, kun overgået af andre hvaler, med blåhvalen aller øverst. Den kan blive op til 19 meter lang og veje op til 40 tons. Ungerne er omkring 4 meter lange når de bliver født og vejer omkring 700 kg. Derfor er der også visse sikkerhedsregler når man “bader” med disse dyr, blandt andet en sikkerhedsafstand på minimum 5 meter.

Men en pukkelhval unge er som alle andre dyrebørn, nysgerrig og legesyg. Så da vi kommer svømmende, styrer ungen lige op til os for at sige hej, fuldstændig som var den en hundehvalp – bare en 6 meter lang en af slagsen. Og den kendte tydeligvis ikke til reglen omkring minimum 5 meters afstand. Hvalungen er helt oppe ved os, som i 30 cm fra os, den skubber tilmed til flere af de andre i gruppen. To gange får den splittet gruppen i to, da vi må svømme til siden for ikke at blive ramt af ungen. Den slår med halen i overfladen, og springer op af vandet så den lander med kæmpe plask, lige ved siden af os.

Instruktøren prøver at trække os baglæns, da vi flere gange bliver ramt af den store hvalunge, men den svømmer bare med og fortsætter med at vise os sine tricks.

Lige inden vi skal til at tilbage på båden vil mor lige vise hvordan man springer op ad vandet, og lad mig bare understrege at når et 20 meter langt dyr vælger at lave en maveplasker mindre end 5 meter fra dig, så kan det slet ikke beskrives hvor sindssygt det er, samt hvor stor den bølge man efterfølgende får i hovedet er!

Jeg havde mange ønsker og drømme for mit møde med pukkelhvalerne, men denne oplevelse sprænger fuldstændig rammerne for hvad hvad jeg nogensinde troede var muligt. En ting er i hvert fald helt sikkert, vi rejser fra Tonga med nogle oplevelser i rygsækken vi aldrig vil glemme.

Mens Kenny var afsted med hvaler, havde pigerne en hyggedag hjemme i huset. Efter morgenmad gik de en tur ned på stranden for at lege i sandet, og sørme om ikke der lå et par hvaler og svømmede rundt i vandet og legede lige ud for hvor vi bor. Selvom vi efterhånden har set massevis af hvaler på vores tur, er det stadig en stor oplevelse. Specielt Emilia som de seneste dage har hørt sine forældre tale meget om hvaler, og har set mange billeder fra vores ture, syntes gensynet med hvalerne var helt fantastisk.

På vores dag nummer fem her på Tongatapu havde vi aftalt med vores chauffør Misi at vi gerne ville på en heldagstur øen rundt. Afgang var klokken 9, og pudsigt nok lå første stop kun omkring 1 km fra hvor vi boede. Stedet markerede der hvor de første kristne var gået i land i 1643. Tongatapu er ikke nogen særlig stor ø, så det er ikke fordi det vrimler med fede turistmål. Flere af dem vi så var da også lidt skøre… blandt andet så vi en koloni af flagermus, dvs omkring 10 stk der hang og sov i et træ, et andet sted på ruten var en strand hvor grise svømmer rundt og fisker føde ved lavvande. Vi kom bare ved højvande, så der var ingen grise at se og dermed ingen attraktion? Man kunne som guide her måske planlægge ruten, så dagens besøg ramte lavvande og derved blev en attraktion ved grisenes tilstedeværelse… det skøreste på dagens tur var uden sammenligning vores stop ved en palme med tre kroner? At dømme ud fra vores guides entusiasme måtte dette nærmest være turens højdepunkt, han fortalte i hvert fald stolt hvordan Tonga var det eneste land i Stillehavet som havde denne sjældne palme. Vores begejstring var dog noget mere afdæmpet, for os var det bare et træ.

Turen som varede i næsten 6 timer bød også på spændende attraktioner, vi så det sted Kaptajn James Cook gik i land i 1773, kongeslottet, en grotte samt dagens højdepunkt for os – blowholes!

Mapu’a Vaea Blowholes er en kyststrækning på omkring 8 km, på Sydkysten af øen. Det specielle her, er hvordan vandet med tiden har skåret sig igennem klipperne og derved lavet små kanaler. Når bølgerne slår ind mod kysten presses vandet gennem kanalerne og blæses derefter højt op i luften.

Vi var længe ved Mapu’a Vaea hvor vi også fik taget en masse gode billeder, begge piger syntes det var sjovt når vandet blev blæst op i luften, specielt når de helt store oceangående bølger ramte kysten. Det gjorde det nok heller ikke mindre sjovt når skyen af dis ramte, og man samtidig blev lidt våd.

Se video fra Mapu’a Vaea Blowholes her: https://youtu.be/redmxainAEc

En anden af de gode sights var Tsunami Rock, som må siges af være lidt af et mysterie. For midt inde på land ligger en kæmpe klippeblok, alt for stor til at nogen mennesker kan have flyttet den og efterladt den. Så som navnet antyder, må eneste logiske forklaring være en kraftig tsunami som for tusinder af år tilbage har skubbet stenen op på land.

Nu vi var rundt på øen, og i den forbindelse også var forbi hovedbyen Nuku’alofa, havde vi besluttet selv af lave aftensmad denne dag. Vi ville gerne have noget fisk, og spurgte derfor vores chauffør Misi hvor det bedste sted er at købe dette?

Han kører ned på havnen hvorefter han spørger hvad vi vil have for noget fisk? Vi bliver enige om at tun er fint, her kan vi nemt bare stege nogle tun bøffer. Han beder om $10 som svarer til lidt under 30 kr. – for de penge får vi lige omkring 1,5 kg tun, så der er vist ikke nogen der kommer til at gå sultne i seng i dag… det er nærmest madsvineri, og vi ender også med kun at spise de allerbedste stykker på fisken.

Vores sidste dag på Tonga bliver en ren slappe dag, vi har skal først flyve klokken 22, så vi har hele dagen. Der kommer heldigvis ikke nogen og skal bo i huset efter os, så vi får lov at blive og så bare aflevere nøglen til vores chauffør når de kører os i lufthavnen. Sidst på eftermiddagen går vi på stranden, så pigerne kan lege i sandet en sidste gang, vi taler om de dage og oplevelser vi har haft på Tonga, og ikke mindst vores møde med pukkelhvalerne som må siges at have været det altoverskyggende overskrift for de sidste 11 dage.

Derfor er det nærmest også helt symbolsk, at der mens vi sidder der på stranden svømmer en flok pukkelhvaler forbi som ude i horisonten. Gentagne gange springer de op af vandet og lander med kæmpe plask. Vi tolker dette som hvalernes måde at sige farvel og tak for besøget på.

Klokken 18.30 kommer vores taxa, og så er det afsted mod lufthavnen og sidste land på denne tur: New Zealand