Byron Bay 🇦🇺

Den lille sti langs havet, op ad bjerget til fyrtårnet på toppen

Turen fra Port Stephens til Byron Bay er på mere end 650 km, så vi havde allerede hjemmefra booket en overnatning ca halvvejs ved Coffs Harbour. Vores vurdering var at det ville være for lang en tur for Sophia at køre i et stræk.

Coffs Harbour var egentlig blot tænkt ind som en overnatning, for at bide en lang køretur over. Skæbnen ville det anderledes, om aften skrev en af vores Instagram følgere, at hvis vi ville opleve vilde kænguruer så skulle vi gøre stop ved Safety Beach godt 30 km nord for Coffs Harbour.

Håbefulde, og med lidt sommerfugle i maven satte vi næste morgen kursen mod Safety Beach. Vi parkerede bilen ved en nærliggende golf klub og gik i retning mod stranden. Vi var ikke kommet mange meter ud af indkørslen til parkeringspladsen, før Marie spottede de første kænguruer inde mellem træerne. Varsomt og for ikke at skræmme dem, gik vi langsomt nærmere 3 kænguruer som lå og slappede af i skyggen. Da den værste eufori havde fortaget sig, gik det op for os at vi var gået ind i haven tilhørende et af husene, så vi skyndte os at gå ud på vejen igen. Vi var dårligt kommet ud på vejen, før de næste kænguruer kom hoppende lige i mod os, og videre forbi – det var vist det helt rigtige sted vi var blevet anbefalet 😊

Vi endte med at holde ca 1 times pause og vil tro vi så godt 20 vilde kænguruer. Så det der på papiret kun skulle være en overnatning blev i stedet vores første møde med vilde kænguruer.

Byron Bay

Australiens østligste punkt ligger her ved Byron Bay, og på toppen finder man det gamle fyrtårn. Allerede hjemmefra havde vi planlagt en tur derop, men vi havde ingen anelse om hvilken vild dag vi havde i vente…

Vi har tidligere været inde på hvordan Australiens rige dyreliv har overrasket positivt, og i dag kommer vi til at tilføje endnu flere dyr på vores liste.

Efter en let morgenmad begav vi os afsted mod toppen, en tur som gik meget op og ned, og med mange trapper, så vi havde denne dag truffet det forkerte valg ved at tage klapvognen med.

Med klapvognen på ryggen, op ad de mange trapper. Emilia var super sej og gik hele turen selv – både op og ned.

Allerede ved foden af den sidste stigning hører Kenny noget pusle inde i krattet kun få meter fra stien, først troede vi det var en slange, men det viste sig at være en form for øgle Som mavede sig frem. Knap var den væk, før en ca 1 meter lang sort slange kom til syne. Ud fra de lokales reaktion var denne vist en farlig en af slagsen, vi blev i hvert fald meget hurtigt bedt om at tage Emilia og få hende væk!

Som vi kom op i højden fik vi et fantastisk udsyn over bugten og det enorme Stillehav, der var flere små udkigsplatforme langs stien, som snoede sig op ad bjergsiden. Da vi ved at det er på denne årstid at hvalerne trækker nordpå fra Antarktis, blev blikkene oftere og oftere rettet ud mod horisonten.

Få hundrede meter fra toppen, på den platform som markerer Australiens østligste punkt sker det, vi ser først skyerne af vand de blæser op, dernæst en rygfinne. Pludselig er der mange, og Marie er heldig at have blikket rettet den helt rigtige vej, da en af hvalerne pludselig springer op ad vandet og lander med et kæmpe plask kun ca 100 meter fra kysten under os.

Vi troede nærmest ikke det kunne blive vildere, men på det sidste stykke op til fyrtårnet spotter vi en flok på omkring 20 delfiner, i bølgerne lige ude for kysten.

delfin flok ud for kysten ved Byron Bay

På toppen ved fyrtårnet var det tid til en pause, vi købte en flaske vand og en is og nød ellers bare det fantastiske panorama over kysten og havet, hvor vi igen og igen spottede hvalernes udåndings skyer.

Det var en lang og hård tur til toppen, og den blev ikke mindre hård af vi også havde en klapvogn på slæb. Men den var 100% anstrengelserne værd, og kan kun anbefales alle som måtte lægge vejen forbi Byron Bay.

Efter frokost tilbage i hytten, en frokost hvor Emilia spottede en varan der solede sig lige ved siden af vores terrasse, gik vi en tur på stranden så pigerne kunne lege i sandet. Vi gik ad stranden mod byen hvor vi inden aftensmad gjorde stop ved en af de mange legepladser.

Selve byen Byron Bay er også en oplevelse i sig selv, her er ingen høje bygninger eller tegn på anden form for kommerciel drift. Det er udelukkende små cafeer, barer og surfer butikker, og man er ikke tvivl om at værdierne her er frihed frem for materielle goder. De lokale værner hårdt om disse værdier, da mange mener at Surfers Paradise længere oppe ad kysten i dag er blevet ødelagt. Nok netop derfor anses Byron Bay som et eftertragtet feriemål.

One thought on “Byron Bay 🇦🇺

  1. Ser super godt ud. Fedt I har fået bloggen op og køre. Det kan godt drille lidt i starten, men når man først lige har lært den af kende kører det👍 Fortsat rigtig god tur. Vi glæder os til at se mere☀️🌴✌️

    Like

Skriv en kommentar

Design a site like this with WordPress.com
Kom igang