Tanna 🇻🇺

Da vi hjemme i Skovlunde planlagde vores tur, og skulle sortere ud i hvilke ting vi ville se, og hvilke som bare kunne vare fede at se, var vi begge enige om at vulkanøen Tanna her i Vanuatu var en af de ting vi bare ville opleve.

Vi ved næsten ikke hvordan vi skal starte og slutte dette kapitel af vores rejse beretning, for hold nu fast for nogle vilde kultur og naturoplevelser vi har fået her!

Lad os starte med turen dertil, der går ingen direkte fly fra Santo til Tanna, så vi havde en kort mellemlanding i Port-Vila inden vi kunne flyve videre til Tanna – denne gang med al vores bagage ombord på samme fly som os 😊

Alle steder vi har læst om Tanna, både på nettet og i det materiale vi har fået fra hotellet, tegnes et billede af Tanna som meget primitivt og oprindeligt.

Eksempelvis er der næsten ikke nogen hoteller på øen, det er også kun her for nyligt af der er kommet en hæveautomat som accepterer internationale kort – tidligere var det ikke muligt for turister at hæve penge på øen.

Vi bliver afhentet i lufthavnen af vores vært, som efter et par stop i byen, kører os hjem til hotellet – en tur på knap 90 minutter. Så snart man kørte ud af byen skifter belægningen fra asfalt til grusveje. Disse forvandlede sig hurtigt bare til hjulspor som vi kørte op over bjergene midt på øen. På den anden side af bjergene lå en kæmpe askeslette, fuldstændig gold da det konstante aske fald simpelthen kvæler næsten alt. Vi kører på tværs af askesletten og ind i den del af regnskoven som ligger fri af vindretningen, det er en meget bumlet tur, op og ned af små bakker, hvor vi på vejen også krydser to udtørret floder. Endelig, på toppen af en bakke stopper bilen og vi er fremme ved hotellet.

Aller forrest på toppen af bakken ligger vores hytte, med direkte udsigt til vulkanen Mt. Yasur. Hvis vi syntes at hytten på Santo var primitiv, så er denne lige niveauet under. Hele den ene gavl er ikke lavet færdig, og har kæmpe huller, døren gaber 10 cm både oppe og nede. Elektrisk lys er kun om aftenen, og elektricitet til opladning af diverse udstyr er til rådighed 2 timer i døgnet – når de tænder en generator om aftenen.

Huset er til gengæld stort og har i modsætning til huset på Santo ruder i vinduerne. Som den eneste hytte har vi eget toilet og bad.

Kort efter vores ankomst serverer vores nye værter en frokost som består af ris og grøntsager. De fortæller samtidig at hotellet stadig er under opbygning efter den store orkan i 2015 som smadrede store dele af Vanuatu og som ud over to hele hytter foresagende store ødelæggelser for vores værter. Spiseområdet har stadig ikke noget køkken, så de laver mad oppe hos dem selv, og bærer det så ned til os andre.

Det er tydeligt at folk herude ikke har ret mange penge mellem hænderne, grundet vulkanens aske kan der ikke dyrkes grøntsager på hele den ene halvdel af øen. Så mange er tvunget til at bruge penge på at købe de grøntsager man normalt har i sin køkkenhave herude – kød, det er kun noget man får at spise ca 1 gang om ugen.

Vores værter har tre børn, hvilket falder i god jord hos Emilia som virkelig savner andre børn at lege med. Rygtet om den lyshåret pige går hurtigt, og pludselig er der mange legekammerater. Jorden herude er kulsort pga aske, så det er en møgbeskidt Emilia vi får hjem igen.

Som det bliver mørkt træder vulkanen mere og mere i karakter, og vi kan meget tydeligt se det røde lys fra den kogende lava gløde på aftenhimlen – helt fantastisk.

Vi kan hele tiden høre lyden af torden, når vulkanen skyder lava op ad jorden. Med de store tordenskrald følger også trykbølger så hele huset ryster. Det er virkelig naturkræfter fra øverste hylde vi har med at gøre her.

På vores dag nummer 2 har vi besluttet at gå gennem regnskoven til en nærliggende landsby hvor de klædt i kjoler lavet af hibiscus, udfører rituelle danse til ære for vulkanen. At besøge en af disse landsbyer har helt fra start stået på vores ønskeliste over ting vi bare ville opleve på vores besøg i Vanuatu.

Det er vores værtsfamilies ældste datter Glondie på 9 år som fører an ad de små stier og hjulspor gemmen junglen, vi har bærestolen med til Emilia, men hun går selv hele vejen selv om det er hårdt terræn.

Da vi efter ca 30 minutter når frem til landsbyen, bliver begge piger nærmest taget ud af vores hænder – de elsker virkelig børn herude, og de lyshåret nærmest endnu mere.

En af konerne forklarer først hvilke danse de vil vise, samt hvilken betydning de har. Den første dans er kun kvinder, hvor dans nummer to er både mænd og kvinder.

At sidde her, på et lille klippefremspring, med direkte udsigt til vulkanen, og se de indfødte fremføre de danse de i århundreder har danset for at ære og tilbede deres guder dybt i vulkanen, det er virkelig kultur som bare sparker benene væk under en.

De synger på skift, klapper og stamper så vi kan mærke jorden ryste.

Se vores video i nedenstående link, dette er en af de oplevelser vi er sikre på vi aldrig glemmer. Se video her: https://youtu.be/PorsBj6FZtU

Efter ceremonien bliver vi budt på lap lap, en ret lavet af moste bananer og nogle andre ting vi ikke kan huske – ganske udemærket. Emilia fik en frisk kokosnød til at slukke tørsten på.

Høvdingen viste også hvordan de laver ild, bare ved at gnide to stykker træ mod hinanden. Landsbyen havde en lille souvenir bod, hvor vi købte en lille ler støbning som symboliserer en gammel høvding.

På vores dag nummer 3 har vi booket en tur op at se vulkanen, turen starter først klokken 15, så vi beslutter at gå en tur ned på den store slette der ligger i vulkanens vindretning. Det er et vildt landskab, vi er omgivet af den grønneste frodigste jungle, men lige her på den ene side af vulkanen ligger nærmest en ørken, en kæmpe kulsort gold slette hvor intet gror pga det konstante askefald som kvæler alt. Vi tager et par billeder og følges så tilbage til hotellet sammen med en af de andre gæster som vi møder nede på sletten. Tilbage på hotellet spiser vi en frokost, og så er det ved at være tid til af vi skal afsted.

Det tager ca 15 minutter af køre fra vores hotel over til indgangen til vulkanen, vi bliver sat af og betaler de godt kr. 600,- pr person en billet koster (Emilia og Sophia er dog gratis) Vi bliver opdelt i forskellige biler som kører os op på vulkanen, får kort gennemgået nogle sikkerhedsregler og så fremfører nogle indfødte en dans i stil med det vi så i landsbyen dagen forinden, for at bede om lov til at vi må gå op på vulkanen.

Selvom de indfødte i meget høj grad tillægger vulkanen en spirituel betydning, kan vi ikke lade være med at tænke det hele er lidt i scene sat. Vi er i hvert fald glade for vi, i vores øjne, fik den ægte oplevelse i landsbyen dagen forinden.

Vi kører op ad vulkanen til et lille plateau omkring 2-300 meter fra toppen af krateret, herfra er det til fods resten af vejen. Vi kommer op på den første top, og kan se ned i det kæmpestore krater, vi kan se røg, men ingen lava. Vi må derfor højere op endnu, og først helt oppe på toppen kan vi se den orange lysende lava koge helt nede i bunden af vulkanen. Det er en fantastisk, men samtidig også sindssyg oplevelse af stå her og kigge ned i de voldsommeste naturkræfter kloden har at byde på!

Når vi er hjemme i vores hytte 2-3 km fra vulkanen, kan vi mærke hvordan hele huset ryster når trykbølgen rammer, så hvordan mon det føles nu, når vi står på første række?

Det skal vi snart finde ud af, for der går ikke længe før det første lille udbrud kommer, og lava skydes op i luftet. Braget er egentlig ikke så højt som vi forventer, men trykbølgen er voldsom og vi kan mærke hvordan vi nærmest bliver skubbet baglæns. Vinden er desværre meget i den retning udkigspunktet ligger, så vi beslutter at med al Emilias astma og hoste, så er det nok ikke verdens bedste ide at lade hende stå alt for længe i giftige lava dampe, så hun går med Marie og Sophia ned til en af de andre og mere sikre udkigsposter væk fra røgen.

Vi havde forud for besøget på vulkanen talt med Emilia og forklaret hende at det var meget farligt på toppen, så hun måtte ikke løbe og skulle hele tiden holde en voksen i hånden så ikke hun faldt ned i vulkanen.

På vej ned mod et sikrere sted, tager vinden fat i Sophias hjelm og blæser den af så den falder ned i vulkanen, Emilia går helt i panik, hun ryster af skræk, for hvad nu hvis vinden skubber en af os ned i vulkanen?

Det er super ærgerligt at det er vind der skal ødelægge hendes oplevelse, men hun fik dog trods alt med egne øjne set flydende lava blive skudt op mod aften himlen, og kom også hjem med en langt bedre forståelse for hvorfor himlen er helt orangerød ovre ved vulkanen når vi om aftenen kigger på den fra vores hytte.

Kenny blev stående på toppen og tog en masse billeder og video, det var virkelig en ud af kroppen oplevelse at opleve en aktiv vulkan på nært hold. Adrenalinen pumper når man står der på kanten og bare venter på den næste eksplosion af lava bliver skudt afsted mod aftenhimlen.

Lige inden vi skal til at ned (turen slutter klokken 18) kommer en kæmpe eksplosion fra bunden af krateret, hvorefter lava skydes så højt op i luften at det er på niveau med der hvor vi står, trykbølgen er så kraftig, at folk på kanten er ved at blive skubbet omkuld. Men synet af flydende lava som oplyser hele himlen – wow for en oplevelse! Tror aldrig helt fyrværkeri nytårsaften bliver det samme igen.

Se video fra vores besøg på vulkanen her: https://youtu.be/FdXw2-6JIXM

Der er ikke meget andet at se på Tanna, end vulkanen og de indfødte, så vi kom meget hurtigt til den erkendelse at vi desværre nok havde fået booket en dag for meget her. Bare så der kom til at ske et eller andet vores sidste dag, fik vi booket en tur ud af se nogle varme kilder. Vi skulle køre klokken 11, men kom først afsted klokken 13 da vores chauffør havde haft et problem med sin bil. Vi blev sat af på den anden side at askesletten, og gik så selv den sidste kilometer gennem junglen. Det var en hyggelig gåtur af små stier hvor vi fik set masser af grise/vildsvin.

De varme kilder er egentlig bare flodens udløb i havet, men det fungerer, vandet er dejligt varmt, måske endda lidt for varmt. Vi ligger og plasker rundt i omkring 45 minutters tid inden vi går op igen.

Stranden er helt sort, da sandet er dannet fra vulkanens aske og lavasten, det ser lidt skørt ud, da vi altid tænker en strand er med hvidt sand. Desværre er denne strand meget beskidt og der ligger flere efterladte både mm. Men ligesom resten af Vanuatu, og specielt her på Tanna, så kommer der ikke ret mange turister forbi om året. Så det er nok ikke noget de lokale går super højt op i.

Det var egentlig planen at vores vært fra hotellet skulle komme og hente os, men som tiden går, beslutter vi os for at gå ham i møde. Der er kun en vej, så vi kan ikke rigtig gå fejl af hinanden. Vi når hele vejen ud til askesletten, og hele vejen over på den anden side før vi ser hotellets bil komme imod os. 2 timer for sent, det er Island time – det må man bare leve med herude 😊

Hjemme på hotellet begynder vi så småt at pakke rygsækkene, så vi er klar til i morgen. Det har været 11 uforglemmelige dage herude på kanten af verden, men vi kan begge mærke hvordan vi også glæder os til at komme tilbage til civilisationen igen. Når man rejser som vi gør med 3 telefoner, 2 iPads, GoPro kamera, drone mm som alt sammen skal bruge strøm, så har det været lidt bøvlet med kun 2 timer med elektricitet i døgnet. Vi har heller ikke set varmt vand siden vi forlod Port-Vila så vi glæder os også til et varmt bad, og Marie til at få vasket hår.

Ud fra hvad vi har hørt fra andre gæster, både på Tanna, men også på Espiritu Santo hvor vi boede tidligere, har vi generelt været forskånet for rotter mm på værelset. Vi har heldigvis alt vores mad i poser med genluk, så vi oplevede kun én gang at en klase med bananer var blevet spist, samt bidemærker i låget på en dåse med peanuts vi havde stående.

Elektricitet, koldt vand, rotter eller ej, så har Vanuatu givet os nogle oplevelser med i rygsækken som i aldrig vil glemme.

Og var det ikke fordi det lå på den anden side af jorden, så skulle vi meget snart tilbage igen.