Honiara 🇸🇧

Tredje land på vores rejse rundt i Oceanien er Salomon Øerne. Desværre må vi nok her erkende, at vi ikke havde gjort vores hjemmearbejde ordentligt.

Det var først da ruten var fastlagt og alle flybilletter var bestilt, vi fandt ud af at Salomon Øerne var mega dyrt! Hoteller her er dobbelt hvis ikke tripple pris af hvad vi har boet til tidligere, så det blev nogle rigtig dyre dage herude.

Da vi begynder at kigge på hvad der er at se i hovedstaden Honiara, bliver det nærmest kun endnu værre. Alle anmeldelser vi finder er negative og siger mere eller mindre at der ikke er en skid hverken at lave eller se?

Vi har heldigvis kun 4 overnatninger her, så vi aftaler at vi bare må få det bedste ud af det.

Omkring en måned inden vores afrejse fra Danmark modtager vi en mail fra flyselskabet, at vores fly fra Salomon Øerne videre til Fiji er aflyst og skubbet 2 dage.

Vores rejseforsikring dækker først når rejsen er påbegyndt, så der var ikke andet at gøre end at afbestille vores hotel på Fiji og i stedet købe dyre ekstra overnatninger på Salomon Øerne.

Da vi nu pludselig har 6 nætter på Salomon Øerne åbner det til gengæld op for de planer vi havde helt fra start, nemlig at rejse ud til nogle af de små øer i de nordvestlige regioner.

Vi kan desværre ikke afbestille vores dyre hotel i Honiara, så det nye hotel kommer, sammen med nye flybilletter, bare oveni den samlede regning. Så samlet set udgør denne ene uge på Salomon Øerne tæt på 20% af vores samlede rejseudgifter 😕

Som om den høje pris ikke var nok, så kan vi også se på folk vi har mødt undervejs på vores tur, at de ikke tænker wow, men derimod udtrykker bekymring når vi fortæller at vi skal herud. De to australske par vi mødte på Espiritu Santo siger direkte at vi skal passe på hinanden på denne del af rejsen, og tænke os om ifht hvad vi foretager os. Salomon Øerne, og i særdeleshed hovedstaden Honiara hvor vi skal bo, er ikke et sikkert sted at rejse til!

Fremme på Salomon Øerne bliver vi afhentet af hotellets bus, vi kan med det samme se at nogle af de ting de australske par har sagt, sagtens kan vise sig at være sandt. Her er langt mere politi end vi tidligere har oplevet, og som vi kører gennem byen står det også klart at bygningerne her er langt mere nedslidt. Næsten alt er hegnet ind og har vagter ved indgangen. I bussen sidder også en anden gæst til hotellet, hun er på forretningsrejse og har været her et par gange. Vi spørger hende til sikkerheden og hun fortæller at vi ikke bør forlade hotellet efter mørkets frembrud samt at hvis vi går ud om dagen, så skal vi blive tæt sammen og passe på vores børn.

Det er derfor med en lidt flad fornemmelse i kroppen vi tjekker ind på hotellet, med udsigt til bare at skulle blive der, bag store hegn og med vagter ved indgangen.

Tilmed er poolen lukket, så vi gik samtidig fra at have én ting at lave til pludselig at have ingenting at lave!

Vi er og bliver aldrig resort ferie typerne, så vi blev hurtigt enige om at vi i vores påklædning og den måde vi rejser på, mere ligner nogle fattige backpackere end et par rige australiere. Så med Sophia i bæreselen på maven af Marie, og Emilia i bærestolen på ryggen af Kenny gik vi med stor fokus på hinanden og vores omgivelser ud gennem porten og drejede i retning mod byens marked ca 2,5 km fra hotellet. Vi er ikke nået mange hundrede meter før vi stille og roligt kan begynde at mærke trygheden vende tilbage i kroppen. Overalt vi kommer frem, bliver vi mødt med store smil og folk der peger og vinker til vores to små lyshåret piger.

På et tidspunkt kommer vi i tvivl om hvor langt endnu der er til markedet, og nærmest i samme sekund vi stopper op, rejser en ældre mand sig op og spørger om han kan hjælpe med noget? Han fortæller af markedet ligger lidt længere oppe ad vejen, og vil gerne assistere med at finde os en taxa. Vi vælger dog bare at gå det sidste stykke.

Markedet er kæmpe stort, langt større end det vi besøgte i Port-Vila på Vanuatu. Vi går rundt og kigger lidt, køber en vandmelon, en klase bananer samt en frisk kokosnød at drikke. Overalt vi kigger hen, er alles øjne rettet mod os og vores små lyshåret piger, mange fniser og vinker og vil gerne røre ved specielt Sophia.

Denne tur ned til markedet er lige hvad vi har brug for, et lille lyspunkt oveni alle de kedelige omstændigheder der ellers samler sig omkring vores første møde med Salomon Øerne.

På vores dag nummer to i Honiara gik vi igen en tur ud i byen, hvor vi blandt andet besøgte det nationale museum. Spændende at læse om hvordan mødet med omverdenen under anden verdenskrig gav befolkningen indsigt i livet andre stedet i verden, og satte gang i tankerne omkring selvstændighed. Denne opnåede de dog først så sent som i 1978.

Da vi kom retur til hotellet, var poolen stadig lukket. Så efter lidt brok, fik vi dem til at arrangere at vi kunne gå hen på et af de andre hoteller og låne faciliteterne der.

Vi må dog stadig sige, at Honiara er ikke et sted man rejser til med små børn, men har man ligesom os bare en overnatning eller to ifbm man rejser videre til andre øer, så kan det sagtens lade sig gøre.

Vores konklusion er dog at Salomon Øerne er alt for dyrt ifht så mange andre dejlige steder herude.